Aber

Aber

Aber, en abe er i snæver forstand betegnelsen på en primat, der ikke er en halvabe, en spøgelsesabe eller et menneske. Det vil sige alle arter i den zoologiske gruppe Simiiformes med undtagelse af mennesket. I bred forstand kan “abe” omfatte alle primater, inklusiv mennesket.

Aber eller ægte aber (Haplorhini) omfatter alle de øvrige afdelinger af primater som ikke indgår under halvaber, lige fra de små egernaber til de menneskelignende (antropomorfe) aber, hvortil mennesket (slægten homo) naturligt slutter sig, omend i mange henseender særligt specialiseret.

Monkey World Hillerød

Vi har flere typer silkeaber. Oplev tamariner, eller den mere almindelige hvidøret silkeabe.

Midt i vores regnskov har vi tyvebanden. Tyvebanden er en gruppe af gylden håndede tamariner, der er så frække at de selv kan finde på at tage maden, hvis man ikke er hurtig nok.

Udseende

Blandt de bygningsforhold, der særlig udmærker de ægte aber i modsætning til halvaber, må fremhæves: Øjehulen er rettet fremad og adskilt fra tindinghulen ved en benvæg; den store hjerne er påfaldende stærkt udviklet og overdækker helt den lille hjerne; fortænderne i overmunden er brede, lodretstillede, mejselformede og danner en tæt, uafbrudt række. Poterne er altid hænder med modsættelig stortå og tommel, den sidste er dog ofte lille og ringe udviklet, blot en knude eller kan mangle helt; mennesket danner ved sin fod en undtagelse inden for underordenen. Der findes altid 1 par brystpatter, aldrig bugpatter.

Den ydre legemsform er underkastet overordentlig megen variation; hovedform rund,  hundeformet, med udhvælvet nakke, kroppen er plump og kraftig, spinkel og smidig, lemmerne  korte, lange og tynde og så videre; desangående må henvises til de enkelte familier.

Øre

De ydre ører er altid veludviklede, sædvanlig nøgne, afrundede eller kun lidet spidsede i overkanten; øreflip mangler oftest.

Næsen

Næsen er som regel ikke fremragende, men flad og bred; næseborene tætstillede hos Den Gamle Verdens aber, vidt adskilte hos Den Ny Verdens.

Læberne

Læberne smalle og tynde undtagen hos de menneskelignende aber, knurhår findes ikke tydeligt uddannede. Ejendommelige er kæbeposerne, udposninger fra mundhulen ind i kinden; de bruges som midlertidigt opbevaringssted for næringsmidler.

Hår vækst

Alle ægte aber har den største del af kroppen helt dækket af et ikke synderlig tæt hårlag, der som regel er ret groft, dog silkeagtigt hos egernaberne og uldagtigt hos nogle sydamerikanske former; ubehårede eller tyndtbehårede er dog stedse større eller mindre dele af ansigtet, ørerne og håndfladerne; hos flere Grupper findes nøgne, ofte stærkt farvede – røde, blå og så videre – sædeknuder, der særlig i parringstiderne svulmer stærkt op og antager endnu stærkere farver; stærkt farvede nøgne hudpartier findes jævnlig i ansigtet og omkring kønsdelene. Særlige hårprydelser er ikke ualmindelige, for eksempel manke hos kappebavianernes hanner, udstående hårkranse omkring ansigtet, knebelsbarter, halekvaster og lignende.

Halen

Halen er meget lang, indtil 3 gange kroplængden,  kort eller manglende som ydre hale, omend skjulte halehvirvler altid kan påvises; lange haler gør tjeneste som styrehaler under spring eller som støttehaler, men hos mange former tages den tillige i brug under klatring som snohale, og har da så stor muskelstyrke, at dyrene kan hænge og dingle, holdende sig om en gren med halespidsen; de yderste halehvirvler er hos sådanne former flade og brede; snohaler kan tillige blive nøgne på undersiden og gør da tillige tjeneste som følehaler.

Kranium

De ægte abers kranium er ejendommeligt ved den korte, indtrykte ansigtsdel; hjernekassen er meget rummelig, forholdsvis størst hos de små amerikanske aber, hvis kranier også ved deres konvekse pande minder mest om menneskets; hos de højeste aber – menneskeaberne – bliver kranierne hos de voksne individer mindre menneskelignende ved de mægtige benvolde og benkamme over øjne, isse og nakke, ved de kraftige hjørnetænder og andet.

Hjerne

Abers hjerne ligner i almindelig bygning meget menneskets; nærmest dette står i denne henseende orangutangen. De ægte aber står i alle indre bygningsforhold (lunger, fordøjelsesorganer, kønsorganer og så videre) mennesket overordentlig nær; forskellighederne er gennemgående af underordnet betydning; springet fra menneske til de højere aber er mindre end forskellighederne inden for de lavere grupper.

Tænder

Hos Den Gamle Verdens abers er tændernes tal altid som hos mennesket, nemlig 2 fortænder, 1 stor veludviklet hjørnetand, 2 forkindtænder og 3 bagkindtænder i hver kæbehalvdel – i alt 32 tænder; hos amerikanske aber kan forkindtændernes tal stige til 3. Den forreste fortand er altid den bredeste; de ofte mægtige hjørnetænder er størst hos hannerne, hvor de ofte rager ud mellem læberne; de griber således ind mod hinanden, at der dannes et brud i tandrækken; kun mennesket har en ganske uafbrudt tandrække.

Monogami/pollygami

De ægte aber lever dels i monogami, hvilket gælder de mindre selskabelige former, dels i polygami, og færdes da gerne i store selskaber.

Unger

Ungernes tal er oftest 1, sjældnere fødes 2 unger ad gangen; disse er ved fødslen ganske hjælpeløse med ejendommelig rynket hud, ofte blinde; de bæres om af moren, idet de, støttede af morens arm, klamrer sig med hænder og fødder i morens hårlag.

Skovdyr

De ægte aber er overvejende skovdyr, der lever hele deres liv i træerne, hvor de klatrer med enorm færdighed og udholdenhed; mindre grupper, mere korthalede og kortbenede former færdes mere på jorden, navnlig i klipperige egne. Årlige vandringer, oftest for at finde passende føde, er ikke helt ualmindelige.

Inteligens

De ægte abers intelligens er velkendt; de besidder umiskendelig evne til at drage slutninger og gøre erfaringer; i det hele er de frygtsomme, sky dyr, der griber flugten, når de aner faren; angrebne sætter navnlig de større former sig kraftigt til modværge, navnlig ved bid, men også ved kradsen, ved kasten med grene, frugter, sten og lignende. De ægte abers stemme er ret veludviklet, og de formår at udstøde meget forskelligartet lyd som udtryk for forskellige sindsstemninger og så videre. Strubesække, ofte af enorm udvikling, udgår fra strubehovedet og tjener, særlig hos hannerne, hvor de fortrinsvis findes, som resonanssække.

Føde

De ægte abers føde hører overvejende til planteriget; navnlig fortærer de frugter, knopper og lignende; dog fortæres gerne, omend mere lejlighedsvis, insekter, krybdyr, fugleæg og fugleunger, ja endog småpattedyr går de ikke af vejen for. Bladædende former har en særlig bygget, lang, flerrummet mave.

Hvor lever de

Ægte aber findes tidligst i miocæn-perioden i Europa; dog er disse af typer, der står de nulevende former nær. I nutiden er de ægte aber hjemmehørende i tropiske og subtropiske egne. I Den Gamle Verden findes de så nordligt som på Gibraltar, et par arter i det vestlige Tibet og 1 art i Japan; i Amerika findes en art så nordlig som til den 19° i Sydmexico; i øvrigt er de udbredte i hele Afrika, i Asien fra Indus og Sri Lanka til Celebes og Timor, mens de i Amerika har deres sydligste arter i Brasilien og Paraguay ned til 30°, ægte aber, særlig lang- og tæthårede former, findes i bjerglande, levende så højt oppe, at de ses færdes i snedækte egne. Særlig talrige er aber i Mellemafrika og Ostindien; Sri Lanka, Borneo, Sumatra og Java kan nævnes som steder, hvor underordenen har sin største udbredning. Ægte aber mangler ganske på Madagaskar (hvor de erstattes af halvaber). Australien (vikarieres her af pungaberne), Sydhavsøerne og De Vestindiske Øer.

Intelligens

Aber er intelligente pattedyr. De er meget nysgerrige dyr og lærer hurtigt nyt, godt hjulpet af deres gode hukommelse. Det har gjort at dyret kan overleve på steder, hvor de skal undersøge, hvad de kan æde og så huske disse oplysninger igen senere.

Klassikfikation

De ægte aber, der deles i 6 familier, falder i 2 hovedgrupper, nemlig:
A.
De brednæsede eller amerikanske aber (vestaber); disse har en bred skillevæg mellem næseborene, der vender ud til siderne. I deres kranium findes følgende ejendommeligheder: Øregangen er aldrig forbenet, benvæggen mellem øje- og tindinghule er gennembrudt af et lille hul; 3 forkindtænder. Gennemgående små eller ret små former; de har alle lang hale, oftest i form af snohale, men aldrig sædeknuder eller kæbeposer. Forpoten er mindre fuldkomment uddannet som hånd, idet tommelen er ganske lille eller manglende. Udbredt udelukkende i Syd- og Mellemamerika. Hertil 2 familier: 1) Egernaber (Callitrichidae); ganske små aber med silkeblød pels, lang slap busket hale, klolignende negle. 2) Sapajuerne (Cebidae); ret små arter med lang, indadrullet snohale.

B.
De smalnæsede eller Den Gamle Verdens aber (østaber); disse har en smal skillevæg mellem næseborene, der vender nedad eller fremad; den ydre øregang er forbenet; skillevæggen mellem øje og tindinghule er ikke gennembrudt; altid kun 2 forkindtænder. Kort- og langhalede former, aldrig snohale, oftest sædeknuder og kæbeposer. Udelukkende udbredt i Den Gamle Verden. Hertil 2 familier: 1) Marekatte (Cercopithecidae) omfatter marekattene og bavianerne. 2) Menneskeaberne eller de antropomorfe aber, store menneskelignende haleløse aber, samt mennesket (Hominidae)

Egernaber

Egernaber, silkeaber eller kloaber som de også kaldes (Callitrichidae) er den ene familie inden for de brednæsede eller amerikanske abers (vestaber) gruppe, består udelukkende af ganske små arter gennemgående af egernets størrelse; herimellem de mindste nulevende former blandt de ægte aber.

Bygning

I legemsbygning er de alle slanke og fintbyggede, med små runde hoveder og lille, korthåret, fremadvendt ansigt, omkranset af lange og tætte hårprydelser; således er mægtige duske ved ørerne, stort kindskæg, stærk hårvækst på issen almindelig, nogle arter har ligefrem manke.

Øjnene og tænder

Øjnene små. Tandsættet i alt 32 tænder, som hos Den Gamle Verdens aber; andre vestaber har 3/3 ægte kindtænder; hjørnetænderne i overmunden er mægtig store og stærke, trekantede i tværsnit, kindtænderne spidsknudede.

Lemmer

Lemmerne er korte; ejendommelig for denne familie er, at alle tæer og fingre bærer lange buede og skarpe kløer, blot med undtagelse af fodens lille tommel, der har en bred flad negl. Poterne er ikke, som hos andre ægte aber, hænder, idet tommelen slet ikke kan sættes mod de andre fingre.

Pelsen

Pelsen er påfaldende løs og silkeblød; halen, der er længere end kroppen, er slap og hængende. Egernaber er i høj grad tilpassede til ophold og klatren i træer, hvori de ikke som andre aber bevæger sig ved at omfatte grenene med fingrene, men ved at bore kløerne ind i barken, således at de med lethed, på samme måde som egernet, løber op ad tykke stammer; de minder i det hele meget om dette dyr i væsen og levemåde; de sidder ikke gerne opret, men støtter både med for- og bagben på grenene, idet halen hænger slapt ned; de klatrer mere forsigtigt end egernet og kan ikke gøre de mægtige spring, som dette er en mester i; de færdes stedse i små selskaber, stadig udstødende en ejendommelig pibende lokketone, der minder en del om fuglekvidder. Hanner og hunner er fuldstændig ens.

Familie

Egernaber lever sammen i små familiegrupper på 3-15 individer. Ét par er det dominerende, og det er kun dette par, der yngler.

Unger

Egernaber synes ikke at bygge reder, men holder til i hule træer; de er sky og frygtsomme; i fangenskab bliver de let tamme og kælne. Ungerne, der ved fødslen ikke er meget større end husmus, er straks tæt behårede; de får indtil 3 unger ad gangen, et usædvanligt højt tal mellem de ægte aber, hvor reglen er een unge.

 

Føde

Føden er frugter, blade og blomster, men de er også begærlige efter alle slags småhvirveldyr, særlig fugleunger, æder også insekter, edderkopper og lignende, idet de overhovedet i langt højere grad end andre ægte aber foretrækker animalsk føde.

 

Udbredelse

Egernaber er udbredte i den nordlige del af Sydamerika samt i Centralamerika, fra det sydlige Brasilien til Mexico; i Brasilien, Guyana og Peru findes de fleste arter, samt i Mexico. De deles i en mængde meget nærstående arter, der ofte hver kun findes på en meget begrænset lokalitet.

Truet

Egernaberne er stærkt truet af det stigende befolkningstal, og det er tvivlsomt om de vil overleve. Deres leveområder i regnskove, tørre bjergskove og græsområder ryddes til landbrugsjord og til tømmereksport.

Klassifikation
Nyere klassifikationssystemer placerer familien egernaber (Callitrichinae) som en underfamilie til (Cebidae).

Egernaber kan deles op i to store grupper efter deres fødevalg:
1. Marmosetterne, der hovedsageligt lever af frugt og saft fra træerne.
2. Tamarinerne, der i vidt omfang lever af insekter og smådyr foruden frugt.